08 juni 2010

iPhone 4 lanceret

Så oprandt den store dag, hvor Apple lancerede den nye version af iPhone - nu iPhone 4. Ligesom han gør, den gode Steve Jobs, hver sommer når den nyeste teknologi indenfor mobiltelefoner, eller nærmere Smartphones lanceres. Til fryd for nørder og tech-journalister, som ikke kan nøjes med en mobil til at snakke i, og som jo absolut skal have den nyeste teknologi i hænderne, nærmest før den er opfundet.

Anyway, så ER det da spændende, hvad Steve har at præsentere, hver gang han går på scenen.

iPhone 4 har ifølge nogle medier allerede skuffet nogle. Dem som forventede at iPhone 4 var klar til at anvende 4G netværket. Men hvad i alverden skulle den det for. Der er stort set ingensteder i verden, hvor det er muligt at koble sig på et 4G netværk alligevel. De bliver først klar tidligst til næste sommer, og så kommer Steve på scenen igen op præsenterer iPhone 4GS. Der skal jo være noget nyt til næste sæson, ikke.

Bortset fra dette, så indeholder iPhone 4 en masse nyheder, som iPhone fans vil elske at prale med overfor deres omgivelser:
En ny skærmtype, Retina Display, som har en opløsning på hele 960x640 pixels på en 3,5" skærm. Svarende til 326 pixels pr. kvadrattomme - det er ny rekort. Desuden skulle kontrasten være hele 800:1, hvilket også er ny rekord for små displays. Det bliver spændende at se live, hvordan den afspiller video og viser billeder.
Der bliver også en ny version af styresystemet klar når den går på markedet, iOS4, som kan klare Multitasking. iOS4 vil også blive tilgængeligt til iPhone 3GS dog uden selve multitasking-funktionaliteten, da processorhastigheden ikke er høj nok. Men iOS4 skulle også omfatte mindst 100 andre nye funktioner.

Apple iPhone 4 skulle komme på lager hos danske forhandlere allerede i juli, så det bliver en varm sommer på mobilmarkedet.

02 juni 2010

Mobilt Bredbånd med flatrate abonnement

Man får flere og flere mobile gadgets, som kræver et abonnement på mobilt bredbånd med høj hastighed.

Det store problem er, at hvis man har en SmartPhone, en laptop med USB modem, og en Netbook med indbygget modem, skal man have et abonnement til dem hver. Jeg ved godt at man nu kan få 100 kroner rabat på samlerabat hos 3 Mobil, men jeg udnytter jo ikke datatrafikken til 10 GB på hver enhed. Så når en af dem når grænsen, sættes hastigheden ned på den enhed, mens en anden enhed måske kun har anvendt 2 GB. Der mangler mulighed for at have flere SIM-kort med samme nummer og med et flatrate abonnement.

Jeg havde en snak med en sælger fra 3 om det fornyligt. Han blev ved med at henvise til, at vi i Danmark har en "fair use" politik. Fair use? Hvad har det med fair use at gøre. Når masterne står der, er det jo bare med at få udnyttet kapaciteten. Det eneste de får ud af det, er at nogle ejere af SmartPhones går i koma, første gang de får regningen og helt lader være med at surfe.
Hvis de nogensinde skal tjene masterne hjem igen, så er det da med at få så mange som muligt til at gå online trådløst. Så slipper el-selskaberne også for at spilde elkundernes penge på at nedgrave kabler, som ingen gider bruge. Og TDC kan grave deres kobberkabler op og sælge dem til genbrug.

23 maj 2010

HTC Desire er blevet en legende

HTC Desire er ligesom HTC Legend blevet store successer for HTC. Der er stor efterspørgsel efter Smartphones genrelt og specielt med Google Android styresystemet. De fleste af HTC's smartphones er udstyret med netop Android.

HTC Desire har alt hvad man kan ønske sig af funktioner på en SmartPhone: 5 Megapixel kamera med geotagging, GPS med Google Maps, en stor skærm på hele 3,7 tommer, og ikke mindst en kraftig processor på 1 GHz.

HTC Desire har integration via widgets til Facebook, Flickr, Twitter og Youtube. Og da den kan kobles til internet via både Turbo3G og WiFi, kan man være på nettet overalt.

21 maj 2010

X10 Mini fra Sony Ericsson

Pressen er ved at falde over hinanden i disse dage, for at fortælle os alle, at SmartPhones er på vej til at bliv hverdagseje - alle konfirmanderne skal have SmartPhones, ser det ud til.

Men også for at introducere os for Sony Ericssons lille ny SmartPhone, X10 Mini, som er lige på trapperne. Den lægger en ny og lavere prisgrænse for hvad smarte mobiler skal koste i fremtiden. Prisen på SE X10 Mini bliver nemlig så lav som lige godt 2000 kroner uden abonnement. Og 3 Mobil tager allerede forudbestillinger på den og tager kun 1 krone + abonnement for den. Det giver en mindstepris i bindingsperioden på 2594 kroner, hvilket jo stort set svarer til hvad en almindelig snakkemobil koster.

Sony Ericsson forventer selvfølgelig stor succes med den, og vi andre glæder os til at blive moderne og få en smart mobiltelefon med touchskærm og det hele. Jeg har overgivet mig og har også bestilt én. Nu mest fordi min relativt nye Nokia 6600 slide har så forfærdelig en lyd, så jeg knapt kan høre hvad folk siger. Så nu bliver det altså ud med Nokia og ind med X10 Mini.

God pinse.

12 maj 2010

Panikkøb af Lenovo Thinkpad

Nu har jeg prøvet det før, men man bliver lige frustreret og panikagtig hver gang. Ens bærbare PC går ned eller bliver stjålet og man skal hurtigst muligt have skaffet en ny laptop. Hver time uden PC er spildt arbejdstid og man kan måske miste den vigtigste ordre eller besked i ens liv, fordi man ikke kan komme til at læse mail her og nu.

Jeg har prøvet det meste. Bærbare som bare går i sort, bærbare hvor harddisken går ned, at få stjålet en bærbar ud af vinduet på bilen...lige foran taxa'erne foran Rigshospitalet og ingen har set noget. I alle tilfælde skal man have skaffet en ny i en fart, og har ikke tid til at lave den store research efter den bedste, den billigste af de bedste og alt det andet man burde gøre. Det ender i et impulskøb, som man senere fortryder....eller ihvertfald kunne have gjort bedre.

Denne gang var jeg bedre rustet...troede jeg. Min trofaste DELL bærbare, som jeg egentlig brugte til at demonstrere tunge IT-løsninger på (den var også tung at bære rundt på), og havde parallelt med den der blev stjålet, var begyndt at skrante. Lyset i alle knapper og lamper var gået ud, den lød mærkeligt en gang imellem, og havde lidt svært ved at komme igang når den blev tændt. Jeg var begyndt mentalt at forberede mig på, at den skulle skiftes ud.

For nogle dage siden ville den pludselig ikke starte, da jeg satte den i docking-stationen. Jeg tager den ud af docking, tager batteriet ud, ryster den lidt og forsøger at starte den så uden docking. Det lykkedes efter en times tid at få liv i den igen.

Så var jeg færdig med mental forberedelse, nu skulle der først og fremmest back'es up og ledes efter en ny. Men da det var midt i en travl periode, gik der alligevel et par dage med det. Men jeg turde ikke slukke den igen, så jeg var ikke mobil, da den skulle være i en stikkontakt. Dens dvalefunktion virkede heller ikke.

Det jeg jo så alligevel ikke nåede at forberede, var jo researchen efter den bedste, billigste bærbare med den bedste service. Det endte så alligevel med en god handel, hvor jeg panikkøbte en Lenovo Thinkpad på kun 14". Jeg har meget længe ønsket at gå ned fra DELL'ens 17" til en med (næsten) Netbook størrelse. For ikke at tale om vægten.

Selv om det blev et panikkøb, og at jeg ikke havde forudbestemt mig for en Lenovo Thinkpad, er jeg nu alligevel glad for min nye 14", 1,5 kg lette og meget hurtige laptop. Den kører bare...og Dell'en er kommet op i reolen til de 3 andre laptops, som jeg har slidt op. Nænner ikke at smide dem ud. Det kunne jo være at man fik tid til at fixe dem en dag...not.

27 april 2010

Mobilejere gaar efter SmartPhones

Flere og flere vælger en SmartPhone, når de skifter mobilen ud. Det er ikke længere nok med en mobiltelefon, som man kun kan snakke i.



Nu er der for alvor kommet gang i salget af smarte mobiler, som man kan surfe på nettet med, se TV med, se videofilm på, optage videofilm i HD med, være i kontakt med sin Facebook profil med, høre musik på, og selvfølgelig benyttes som højkvalitets digital kamera.

HTC, iPhone, Nokia, Samsung og Sony Ericsson kæmper en hård kamp og markedet. Apple har taget en stor bid af kagen, men de andre lancerer masser af nye mobiler med flere og flere funktioner. Det er blevet det rene slaraffenland for mobilnørder, som vi måske alle er ved at blive.

21 april 2010

IT-sikkerhed afhængig af personalet

Igennem de sidste par år har vi set ganske mange tilfælde af tilfældig omgang med data. USB-nøgler, CD'er og DVD'er med data, bærbare computere o.s.v. bliver glemt, tabt og stjålet. Og senest en prototype på Apple iPhone 4, som blev glemt og stjålet på et værtshus.

Det er på en måde rart at se, at det ikke kun er offentligt myndigheder og små virksomheder, som har problemer med datasikkerhed. Selv et af verdens største kan komme ud for problemer, når den menneskelige faktor er indblandet.

Mennesker er uberegnelige og computere det samme, da de er programmeret af mennesker. Derfor sker der fejl. I det menneskelige tilfælde er der dog en ekstra usikkerhedsfaktor: alkohol. Apple's næste iPhone blev fundet på en bar, og ifølge historien på nettet, var softwareudvikleren fra Apple påvirket inden han forlod prototypen på iPhone 4. Det problem har vi dog (endnu ikke) med computerne. Men vi ved jo aldrig hvor menneskelige de computerstyrede robotter bliver i fremtiden...

Den stakkel software engineer er sikkert blevet både stegt, kogt og degraderet til kodekarl, men skaden er sket, og informationen er lækket til den nyhedshungrende skare på internettet. Tidligere var der trods alt lidt respit, lidt forsinkelse på, når et rygte eller en læk skulle spredes via de trykte medier. Google har sikret at vi nu taler om minutter. Denne blogpost vil helt sikkert være indekseret af Google indenfor højest 5 minutter og ligge på side 2 sådan cirka, når du søger på Google på "iPhone 4 prototype". Da der er så mange medier, som skriver om netop det emne for tiden, er det næsten for meget forlangt at komme indenfor de første 10 hits.

Anyway. Lad det være en lærestreg til alle. Der KAN ikke gøres nok for at sikre data, information, og produktnyheder, hvis det er vital information for virksomheden eller en offentlig myndighed. Data er offentligt tilgængelig på et splitsekund efter brud på sikkerheden. Og glem så ikke den menneskelige faktor og Murphys lov: Hvis konklusionen på en sikkerhedsanalyse viser, at der ikke er nogen risiko, kan du være SIKKER på at der netop er en risiko.