For en sikkerheds skyld Googler jeg en gang i mellem mit navn på Google. Man ved aldrig hvad der dukker op af spændende ting. Når man stikker næsen frem, kan man jo risikere hvad som helst.
Jeg har ikke min egen profil på Facebook eller lign. - endnu. Men da jeg jo engang i mellem underviser og rådgiver i Søgemaskine Markedsføring, bliver jeg jo snart nødt til at få det. Jeg underviser sjældent i noget, som jeg kun har læst mig til. Søgemaskineoptimering er et eksempel. Det har gået hårdt ud over DocTech's hjemmesides placering engang i mellem, men det må jeg leve med. Eksperimenter skal der jo til af hensyn til troværdig rådgivning. Nu har vi holdt lidt pause med de yderliggående eksperimenter i en periode og det kan efterhånden aflæses i søgeresultaterne på Google. Vi ligger som nr. 1 på Google på 159 af de søgeord og fraser vi følger og indenfor TOP 10 på Google på andre 229. Det er vi meget fornøjede med. Vi kan jo ikke bruge al vores fritid på at optimere vores egen hjemmeside.
Nå tilbage til Googling af eget navn. Hvis jeg søger på: Preben Madsen den gåseøjne på Google, er der 147.000 muligheder. Her ligger min profil for denne blog som nr. 9. Det jeg holder øje med er de sammenhænge ens navn optræder i på Google. Og jeg har længe været irriteret over hittet som ligger som nr. 10, hvor titlen siger: "Preben Madsen: Manden med torsken". Jeg venter hvert øjeblik på at blive citeret som 'ham med torsken' i et eller andet medie på Internettet. Og da jeg nu har omtalt det i denne blog, sker det HELT sikkert indenfor de næste få timer. Google har vist sig at vær ret hurtig til at indeksere denne blog.
En anden ting man kan se, er at Saxo.com kører en Google Adwords annonce i højre sider, hvor de promoverer bøger skrevet af Preben Madsen. Måske er det fordi de forventer at jeg vil give dem forhandling af min e-bog om søgemaskineoptimering. De har altså foregrebet begivenhedernes gang. Så vidt jeg ved går de forrest med markedsføring af gratis e-bøger - og jeg orker ikke at skrive en e-bog, for bare at give den væk. Whitepapers ok, men ikke min e-bog.
Hvis du har et så non-specielt navn som mit, bør du nok søge på "Preben Madsen" - altså med gseøjne omkring, ellers får du for mange irrelevante hits. I mit tilfælde går vi da også ned fra 147.000 til 2.960 hits. Bemærk: Det er IKKE mig der har skrevet lærebøgerne om matematik, IKKE mig der står i Wikipedia - endnu, IKKE mig der spiller bas sammen med TømrerClaus, IKKE mig der er Velkommen i Preben Madsen & Søn. Det er mig der er nr. 9 på Google. Ham dinosuaren. Det KUNNE også være mig der ligger som nr. 30 under titlen 'Gamle mænd med gammel maskine' - men det er det nu ikke.
Nå, konklusionen er, at der ikke er nogle hits på mit navn, som jeg ikke kan stå ved. I hvertfald ikke indenfor de første 3 sider på Google. Og heldigvis er der ingen der gider søge længere ude på Google.
Dovenskaben længe leve, godnat og sov godt.
20 december 2007
Google dit navn - Preben Madsen
11 december 2007
Blogging er blevet et værktøj til ledelse og markedsføring
Ifølge en artikel i ComputerWorld Online d. 11. december er blogging blandt topledere blevet det helt store hit i dansk erhvervsliv.
Det at kommunikere budskaber og komme i dialog med sine ansatte om interne og eksterne emner via virksomhedens interne blog, er blevet modtaget af både ledere og medarbejdere. Således kan direktøren for forsikringsselskabet Alka, Jens Bærentsen, fortælle at hans blog er blevet læst af de 450 medarbejdere ikke færre end 12.800 gange siden i sommer. Der skrives også at Jens Bærentsen har skrevet 12 indlæg, eller blogposts som det hedder i fagsproget. Det betyder at medarbejderne har læst hvert indlæg 2,4 gange, så der må være en livlig dialog på bloggen.
Både Jens Bærentsen og de andre ledere, som anvender blogs som kommunikationsmiddel, vil faktisk også kunne have glæde af en udadvendt blog, som henvender sig til kunder og investorer.
Jeg er godt klar over, at der er grænser for, hvad en børsnoteret virksomhed kan udsende af information via blogs, men en del er trods alt muligt. Det ville klæde mange at være lidt mere åbne og gå i dialog med omverdenen.
Tænk hvor kunne det være interessant med en dialog via en åben og offentlig blog med direktøren for sit telefonselskab, forsikringsselskab eller IT-leverandør. Det sidste er jo faktisk hvad jeg giver mulighed for lige nu. Hvis du har noget på hjerte om de produkter eller ydelser, som DocTech tilbyder, skal du være velkommen til at kommentere eller spørge løs. Du kan endda gøre det anonymt, hvis blot jeg ved hvem du er.
Hvis du eller din virksomhed er interesseret i hvordan man får sådan en blog op at stå og hvordan man i øvrigt anvender Online medier til markedsføring, kommunikation og dialog, kan vi tilbyde et kursus i Online Markedsføring via blogging og andre medier. Det er jo ikke nok at have en blog, hvis den ikke også er synlig på Google og andre søgemaskiner. Det kan vi lære dig noget om. Bare se hvor stor en effekt synlighed på Google har – ellers ville du jo ikke have fundet og læst denne blogpost. Vel?
På snarlig gensyn.