30 oktober 2007

Google, SEO og SEM kræver mere mandskab

DocTech udvider SEO afdelingen med ansættelsen af Stuart Bishop, som skal supplere os på søgemaskineoptimering, men især fokusere på optimering og administration af Google Adwords kampagner for kunder.

Stuart er englænder og har arbejdet med SEO og SEM - Search Engine Marketing - Søgemaskine Markedsføring i flere år. Han har haft stor succes med at give flere webshops bedre eksponering på Google. Både hvad angår synlighed i de naturlige hits, men også bedre Return of Investment på Google annoncering.

Stuart er allerede i gang med optimering og administration af de første kunders Adwords kampagner, både lokalt danske men også nordiske kampagner. Han mener at opgaven bliver lidt lettere i Skandinavien, da kampen om pladserne trods alt er lidt lavere end i England. Hvis man måler rent befolkningsmæssigt, er Danmark mindre end 1/10 af Englands. Til gengæld er Google’s markedsandel større, så det vejer i den modsatte retning.

Sammen med Stuart er jeg nu ved at planlægge kurser i Google Adwords, så vi deler vores viden ud til dem der ønsker at gøre det selv. Eller i det mindste gerne vil vide hvordan det fungerer.

Det at køre Google Adwords kampagner kan umiddelbart synes let og Google gør da også hvad de kan for, at få annoncører til at gøre det selv. Men der er efterhånden blevet så mange knapper at skrue på, så det ikke længere er let for menigmand at køre optimale kampagner. Med optimale kampagner mener jeg annoncering der giver størst mulig Return of Investment. Altså størst muligt salg pr. marketingkrone.

På den anden side er Google Adwords ét af de hurtigst voksende medier, der især på ét felt slår alle andre. Det er her man hurtigst kan få et budskab ud og ikke mindst hurtigst kan aflæse effekten. Den kan aflæses i logfilen allerede efter mindre end en time.

Lige nu er vi begge ved at pakke sammen for at tage på 2 dages SEO og SEM konferencen Search Marketing Expo - SMX i Stockholm. Vi skal jo også lære noget, for at kunne undervise i det og der sker hele tiden noget nyt i SEO-verdenen. Internettet er jo dynamisk, som den hurtige sælger engang belærte mig, da han ikke ville give garanti for at SEO virkede. Det motto vil følge mig hele livet. Tak for det.

26 oktober 2007

SOX compliance som argument med bind for øjnene

Da jeg for snart længe siden - ultimo 2004 i think - deltog jeg i en del seminarer omkring e-mail arkiveringsløsninger, som blev præsenteret som den evige løsning på compliance problematikker.

Jeg har sikkert nævnt det i en tidligere artikel, men nu får du historien igen. Dinosaurer har ret til at gentage sig selv. Jeg har personligt arbejdet med e-mail arkivering i en menneskealder. Vel at mærke en menneskealder i IT-verdenen, som er det omvendte af hundealderen. En menneskealder i IT-verdenen er kun 5 år. Hvis du ikke har fornyet dig indenfor de 5 år, så er du død og borte. I bedste fald reinkarneret som hundehandler.

E-mail arkivering blev indtil primo 2005 markedsført som løsningen på server-forstoppelse, hvilket absolut var og stadig er et godt argument for implementering af en løsning til arkivering.

Men på et tidspunkt fik konsulenterne nogle flere argumenter at spille på. De amerikanske myndigheder havde vedtaget SOX, Sarbanes Oxley regulativet. Så kunne man pludselig høre nye argumenter på seminarerne. I henhold til SOX, Sarbox eller Public Company Accounting Reform and Investor Protection Act of 2002, som den rettelig hedder officielt, skulle man altså pludselig sikre sine e-mails ved hjælp af emailarkivering. Vel at mærke på grund af SOX. Også i Danmark.

Nu er jeg jo nysgerrig af natur, så jeg måtte se dette SOX regulativ og fandt det ved hjælp af Google - selvfølgelig. Downloadede det og læste det. Har du prøvet at læse 66 siders amerikansk lovgivning? Jeg har. Og det var altså svært at finde et sted, som nævnte noget som helst om e-mail arkivering.

Men det man trods alt kunne læse sig til, var at hvis man ikke overholdt Sarbanes-Oxley lovgivningen, kunne man risikere 25 års fængsel. Typisk amerikanerne. Du kan få 25 år hvis du stjæler en sandwich for tredje gang, du kan ende i Guantanamo, hvis du befinder dig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og du kan altså risikere 25 år hvis du ikke har arkiveret og sikret dine e-mails.

Jeg kan godt forstå at det føg hen over hovedet på mange deltagere på disse seminarer.

Det som foredragsholderne typisk glemte var at tage bindet fra øjnene. Vi taler altså om danske forhold og man risikerer ikke noget som helst i Danmark for ikke at sikre sine data. Selv persondataloven overtrædes dagligt, uden at nogen som helst bliver tiltalt. Det er aldrig sket.

MEN på den anden side. Det som man kan uddrage af Sarbanes Oxley regulativet er, at en e-mail ER og SKAL betragtes som et forretningsdokument. Det skal behandles som et fortroligt dokument på lige fod med trykte aftaler, ordrer og klausuler. Forretningsdokumenter på papir bliver sikret og arkiveret i alle virksomheder. Og man ville ALDRIG tillade at en enkeltperson havde vigtige aftaler liggende i skrivebordsskuffen og kalde det arkivet.

Hvis en e-mail betragtes som et forretningsdokument, hvorfor lader man så medarbejdere selv stå for arkivering af e-mails? For det er jo netop hvad der sker mange steder. Medarbejdere bliver pålagt selv at finde ud af hvilke e-mails der er vigtige nok til at gemme (i deres skrivebordsskuffe eller lokalt på deres arbejdsstation) og hvilke der decideret kan slettes. Ofte med undskyldning i, at mailserverens kapacitet er ved at nå grænsen, så medarbejderen skal reducere indholdet af mailboksen.

Hvad gør en travl salgskonsulent. Han arkiverer og sletter hvad han selv anser for vigtigt og uvigtigt. Og bruger tid på det. Værdifuld tid for konsulenten og virksomheden. Med bind for øjnene. Det er da muligt at en mail bliver vigtig engang, men det bliver efter min tid.

Ingen kritik til salgskonsulenten - helt ærligt.

Men absolut kritik til virksomheden, som ikke sørger for at sikre sine forretningsdokumenter af hensyn til SOX, EuroSox, compliance, Corporate Governance, eftermælet, god forretningsskik, regulativer, lovgivning, MiFid, 3. hvidvask direktiv samt de økonomiske argumenter.

Hvis du vil have flere argumenter, så deltag i DocTech’s seminar: Sikker e-mail arkivering. Til forskel fra usikker arkivering, er det helt gratis.

På gensyn d. 5. eller 7. november.

21 oktober 2007

Hvad bilder Google sig ind?

Nu kan man læse at Google har en omsætning, der ligger højere end Danmarks bruttonationalprodukt. Man kan læse at er er foretaget 37 milliarder søgninger på Google i august. De er SÅ store at det er ufatteligt på alle måder bortset fra antallet af ansatte.

Personligt har jeg for et par måneder siden investeret lidt af min kapitalpension i Google. Jeg er altså medejer af mastodonten. Selv om det ikke kan måles i hverken procenter eller promiller.

Min virksomhed, DocTech, betaler for Google Adwords.

Vi tilbyder kurser i hvordan man bliver synlig på Google og tilbyder at hjælpe med administration af Google Adwords kampagner.

Jeg har skrevet en e-bog om SEO, som jo i princippet er det samme som optimering til Google.

Vi udgiver SEO Tips & Tricks, som jo også i princippet er Google Tips og Tricks.

Alligevel kan man ikke komme i kontakt med Google på anden måde end via anonymiserede e-mails.

Som annoncør får man en e-mail med teksten:

”Kære annoncør”
”Når du har spørgsmål, vil vi gerne hjælpe dig. Fortæl os med nogle få klik, om vi gjorde det. Vi vil lytte og lære.”
”Og som altid, tak fordi du annoncerer hos os.”
”Google Adwords-teamet”

Hvad bilder de sig ind?

Fortæl os med nogle klik… og vi vil lytte og lære. Jo tak, men jeg vil tale med en person vil jeg. Jeg vil ikke klikke. Og hvordan lytter man når man ikke vil tale med nogen.

Jeg fik en anden mail, som svar på nogle spørgsmål vedrørende administration af Google Adwords kampagner. Her var der trods alt et navn på. Men kun et fornavn - Lars. Og ingen personlig e-mail adresse eller telefonnummer. Kun mailadresse til Adwords-teamet.

Kære MSN, Yahoo og alle andre konkurrenter til Google. Se så at komme op i omdrejninger og giv Google noget konkurrence og giv kunderne en bedre service.

Selv CIA er mere åben end Google. På deres hjemmeside findes både telefonnumre og navne.

Med henvisning til tidligere artikel her på bloggen om Google er Gud eller ej. Det ser ud som om de selv tror de er Guder.

Anyway. Jeg kan kun anbefale at købe aktier i Google. Det varer ikke længe før de køber Danmark og omkringliggende øer alligevel. Så hvis du vil bevare dine værdier, bliver du nødt til at købe aktier i selskabet.

Thor Pedersen kom for skade at prale af at Danmark snart kunne købe hele verden. Næh du. Det bliver Google der sluger det hele. Og du kan ikke engang ringe og klage til nogen.