21 oktober 2011

Nokia stadig ikke klar med Phone 7

Selv om man skulle tro, at Nokia havde et forspring i forhold til konkurrenterne, hvad angår tilgang til de tekniske detaljer i Windows Phone styresystemet, så ser det ikke ud til at de udnytter det ihvertfald.

Den nye version Windows Phone 7.5 Mango er lanceret for længst, og de første smartphones er allerede i butikkerne. Men det er ikke Nokia, som pryder hylderne - det er (næsten som sædvanligt) HTC, som allerede har 2 modeller klar. HTC Titan og HTC Radar kan allerede nu købes i visse butikker og online. Der er ingen Nokia i syne - tværtimod har også Samsung og LG lanceret modeller, som vil blive udstyret med Phone 7.5. De er dog ikke i skrivende stund til salg i Danmark endnu.

Windows Phone 7.5 er blevet rost til skyerne i mange tests og sammenligninger. Typiske udtalelser er, at det er nemt at bruge, hurtigt og intuitivt. Den største anke er, at Microsoft er bagud med Apps - men Apple og Android vil i meget lang tid være foran, hvis der måles på antal. Det er nok mere kvaliteten du skal kigge på, hvis du skal vælge en Windows Phone baseret smartphone. F.eks. hvis du er vant til at arbejde med Microsoft Office og Outlook, er det helt perfekt at vælge en Phone 7.5 mobil. Jeg tror faktisk selv jeg vil overveje en til afløsning for min nuværende HTC Desire Z - når der kommer en på markedet med fysisk fuldt tastatur, som jeg foretrækker.

Ingen kommentarer: