06 december 2010

Onfone fri tale

I fortsættelse af mit forrige indlæg, vil jeg lige indsparke en kommentar om Onfone.

Jeg faldt over en artikel i Børsen, der skrev om det store shake-out, som foregår i mobilbranchen i øjeblikket - altså på mobilabonnementer.

Det morsomme er jo at vi alle har syntes at Onfone's Lars Bom kampagne var lidt plat. Og der er mange medier og stand-up'er, som har gjort tykt grin med kampagnen. MEN det morsomme er egentlig ikke kampagnens kvalitet, men det at den rent faktisk har VIRKET efter hensigten.

Onfone har fået 10000vis af nye abonnenenter til deres Onfone Fri Tale mobilabonnement, som jo ikke er et abonnement, da der ikke er nogen binding. Du betaler en fast pris pr. måned og kan så mobilsnakke lige så tosset du vil til andre mobiler og fastnetnumre i 2, 5, 10 eller 15 timer. Og så er SMS'er og MMS'er inkluderet i prisen. Og så er der ingen opkaldsafgift. Og så gælder det både i Danmark og 70 andre lande......
Der er da vist nogle af de gamle etablerede teleselskaber der får lidt at tænke over her.

01 december 2010

Elektroniske julegaver

Der er ingen tvivl om, at der kommer til at ligge meget elektronik under juletræerne i de små danske hjem i år.

Og sjovt nok har producenterne formået lige nøjagtigt at få deres nye produkter klar til salg, lige i slutningen af november. Lige som alle andre år. Der må være nogle produktionsfaciliteter i fjernøsten, som er blevet pisket til blods, for at få produkterne klar til julehandlen.

Senest har Apple langt om længe taget sig sammen til at få deres iPad klar i dansk udgave til det danske marked. Det har vi ellers ventet længe på. Man må håbe at de mange parallelimportører ikke brænder inde med alt for mange, som er købt til en for høj pris.

Et hurtigt overblik over andre produkter, som lige netop blev klar til julegaveræset: Nokia N8 og C7, HTC Desire HD, Samsung Galaxy Tab, XBOX 360 Kinect og 3D Fladskærm fra flere forskellige.

Til gengæld er en GPS nok yt i år. Det får du ligeså godt med en god smartphone og sparer en elektronisk dims.

28 november 2010

Skift mobilabonnement

Det kan ofte betale sig at skifte mobilabonnement jævnligt, og ihvertfald hver 6. måned for de abonnementer, som har bindingsperiode.

De bedste tilbud på mobilabonnementer skifter hele tiden mellem de forskellige leverandører. Man har f.eks. netop set en serie TV-reklamer for Onfone's abonnement med 6 timers fri tale for 149 kroner. Få dage tidligere var M1's abonnement med 5 timers fri tale lige lanceret - det blev hurtigt skiftet ud med 6 timer. Og nu er Call Me gået helt ned på 119 kroner for 6 timers fri tale inkl., fri SMS og MMS. Vel at mærke inklusiv opkald til fastnet numre, ligesom Onfone.

Så billigste mobilabonnement skifter hele tiden. Så hvorfor ikke udnytte situationen og bare følge med til den der er billigst hele tiden. Der kan være ganske mange penge at spare, i forhold til at holde fast i den samme leverandør i årevis.

Mange danskere går med skyklapper på og skifter hverken bank, forsikringsselskab, el-selskab eller mobilselskab, selv om der kan være masser af penge at spare.

Det kan betale sig at holde lidt øje med sit forbrug af samtaletid, antal SMS'er, antal MMS'er og antallet af opkald. Derved kan men nemmest finde det mobilabonnement, som giver den billigste månedelige udgift.

14 november 2010

Gedser Rostock færgen

Mange tror at Gedser Rostock færgen er ruten, hvis man skal til Berlin eller Polen og længere østover.

Men ruten fra København og resten af Sjælland til mange andre destinationer i Europa, er faktisk kortere via Gedser Rostock, end via Rødby Puttgarden. Der kan spares mange kilometers kørsel til f.eks. skiområderne i Østrig og Italien ved at tage færgen fra Gedser.

Så hvis du skal fra Sjælland til skiferie i f.eks. Livigno (Italien), Zell am See (Østrig), Sankt Anton (Østrig), eller St. Moritz i Schweiz, så er den korteste rute via Gedser.

Go' skiferie og husk at booke din skibolig i god tid.

08 november 2010

Krig på mobilabonnementer

Det er ganske morsomt at følge med i den verserende krig om mobilejernes gunst, for at sælge dem et nyt mobilabonnement.

Alle kneb gælder. Onfone har brugt en kendt skuespiller i nogle ret tåbeligt instruerede reklamefilm. M1 sendte først et tilbud på 5 timer til 149 kroner på gaden og ændrede det hurtigt til 6 timer til samme pris efter Onfone's kampagne. UniTel har ændret deres kampagner flere gange, så man ikke kan følge med i, hvad der gælder lige nu.

Den værste er vel CBB. De har nye tilbud flere gange om ugen. Den ene dag får du 600 kroners taletid til 25 kroner, den næste 200 kroner for 20 kroner, og dagen efter igen 49 kroners taletid for 49 kroner.

Den mest stabile er nok Bibob, som sjældent kommer med specielle tilbud.

Nyeste tilbud på mobilabonnement er fra Call Me, som introducerer supertilbuddet POW!, som giver dig 6 timers taletid, fri SMS, fri MMS, ingen opkaldsgebyr, ingen oprettelsesgebyr og ingen binding for kun 119 kroner. Det burde da slå dem alle for en stund.

Nu mangler vi bare en leverandør, som tør give fri surf og datatrafik til fast pris. Jeg glæder mig allerede.

05 november 2010

Mobil i julegave

Jeg føler mig ret overbevist om, at der kommer til at ligge mange mobiltelefoner og smartphones under juletræerne i år.

Med så mange nye modeller, som lige er lanceret og som stadig er på vej på markedet her i de sidste måneder af 2010, er det en mobil i julegave jo helt oplagt.

Dem som er sikre hits på ønskesedlen til jul er bl.a. Nokia N8, Sony Ericsson X10 Mini i Guld, HTC Desire HD, Samsung Omnia 7 og Samsung Tablet PC.

Jeg overvejer selv at udskifte min X10 Mini pro med HTC Desire Z, som næsten svarer til en Desire HD med tastatur. Jeg synes mine fingre er for store til X10 minien, eller også er det synet, som skal opdateres :-)

23 oktober 2010

Samsung Tablet PC

Samsung har overhalet Apple indenom, og har fået den nye Tablet-PC, Samsung Galaxy Tab, på markedet i Danmark før den officielle lancering af iPad.

CDON er først med Galaxy Tab på lager og tilbyder den uden abonnement til omkring 6.500 kroner. Dertil kan man passende vælge 3 Mobil's abonnement til Tablet-PC'er, Eazyinternet Tablet, som er skræddersyet til Samsungs og Apples flade computere.

Samsung Galaxy Tab er mere mobil end iPad, da den er mindre (kun 7 tommer), lettere (knap 400 gram) og har indbygget mobiltelefon og kamera. Den er altså mere komplet end iPad, som mere kan kategoriseres som en flad bærbar PC.

Læs mere om Samsung Galaxy Tab på Svends Teknikside, som omhandler alt det nyeste indenfor elektronik og computerteknik.

Nokia E5 og C7

Man kan da heller ikke vende ryggen til og tage på ferie et øjeblik, uden at der bliver lanceret nye mobiltelefoner. I og for sig har Nokia lanceret deres E5 og C7 for længe siden, men nu er de altså kommet på lager i butikkerne.

Nokia E5 er en rigtig businessman's mobil med fuldt tastatur og alle de protokoller der skal til, for at kunne sende og modtage e-mails via stort set enhver server med synkronisering. En længe ventet afløser for E52 og de andre E-numre.

Nokia C7 er Nokia's bud på en moderne smartphone, som skal kæmpe mod Android-mobiler og iPhone med deres eget Symbian^3 styresystem. Tiden vil vise om de kan konkurrere med HTC, Apple og Samsung på det marked.

Priserne er fornuftige og mobilerne flot designede, så mon ikke Nokia holder deres markedsandel.

18 oktober 2010

Nokia X3-02

Nokia kæmper en brav kamp for at få nye og bedre mobiltelefoner på markedet. Nu nærmer dagen sig også, hvor den næste nyhed fra Nokia kommer på lager hos forhandlerne.

Musikmobilen Nokia X3-02 forventes på lager hos forhandlerne i uge 45 og allerede nu kan du bestile den i forsalg hos Call Me.

Der er tale om en opgradering af den eksisterende Nokia X3. Den har fået Touch-display, 5 Megapixel kamera og kan gå på nettet via både 3G og WiFi.

Der kommer flere modeller fra Nokia, hvor man har opgraderet mobilen til det såkaldte Touch & Type, hvor du får en touch-skærm, men hvor man har bibeholdt det normale mobiltastatur. Skærmen bruges så primært til widgets og genveje til de forskellige funktioner.

12 oktober 2010

HTC Desire HD kan bestilles nu

Nå, der gik jo så ikke mange dage siden jeg sidst skrev om HTC Desire HD.

NU kan den faktisk bestilles. 3 Mobil tager imod bestillinger på HTC Desire HD til introduktionspris og leverer i uge 44. Prisen er lige nu 999 kroner + abonnement, men hvis det går som det plejer, så stiger den faktisk i pris, når den først er kommet på lager. Det kan derfor være en fordel at købe den i introduktionsperioden.

Jeg har lagt mærke til, at det er det typiske scenarie. Mobilen introduceres til en lav pris, efter kort stiger prisen eller mindsteprisen til et fast niveau i længere tid. Herefter kommer udfasningen og den kommer på tilbud igen.

Så ofte kan det faktisk betale sig at købe sin nye mobil før den kommer på lager.

09 oktober 2010

MacBook Pro

En af mine nære forretningsforbindelser er netop gået over til fjenden. Han har skiftet fra en Windowsbaseret laptop til en MacBook Pro.

Jeg er selv meget påpasselig med at skifte platform indenfor noget som helst. Det bliver hurtigt en tidsrøver at sætte sig ind i alle de nye grundlæggende ting. Jeg har netop skiftet fra Nokia til Sony Ericsson, fordi Nokia har været for langsom med at udvikle en Smartphone, som dækkede mine behov. Og det har såmænd også været en tidrøver og jeg hader det.

Men nu har jeg fået demonstreret hans nye kæledægge af en laptop, hans MacBook Pro. Og det er jo besnærende. Den er rasende hurtig, har en ekstrem flot skærm og opløsning p.g.a. NVIDIA grafikprocessoren. Så hans version af Photoshop er en anelse hurtigere end min....not. Den er fantastisk meget hurtigere. Ingen ventetid når der zoomes eller ved opdatering af ændringer.

Misundelig? Næh. Jeg har ikke tid til at sætte mig ind i alle dens finurligheder. Og alle de datafiler der skal opdateres. Og så bryder jeg mig ikke om Apple's politik generelt... den måde de forsøger at omfavne en med alle deres produkter og dermed mindskede frihedsgrader. Jeg tror man skal være opvokset med Apple for at elske dem.

07 oktober 2010

HTC Desire HD

Nu er HTC Desire HD snart ude hos forhandlerne. De første har sat prislap på og tager imod bestillinger.

Jeg mødte lige en gammel forretningsforbindelse i Vilnius i Lithauen, som har en HTC Desire, og spurgte ham, om han skulle opgradere til den nye HD-model. Faktisk var det kun for sjov, da jeg absolut ikke havde forventet svaret.

Han svarede jo, det skulle han. Han havde nemlig fundet ud af, at hans nuværende HTC Desire overtog flere og flere opgaver, som han tidligere brugte sin laptop til. Så den større skærm, hele 4,3", var absolut velkommen. Og så var det faktisk mindre interessant for ham, at den var udstyret med HD-kamera og en masse andet opdateret teknik. Men det var selvfølgelig vigtigt med Google Android.

Personligt foretrækker jeg Sony Ericsson X10 mini, da den fylder væsentligt mindre. Men jeg er jo også lidt gammeldags.

06 oktober 2010

Sony Ericsson X8

Så er Sony Ericsson igen på banen med en ny smartphone, denne gang er det SE X8. Og igen igen er Nokia's N8 blevet udsat.

Men Sony Ericsson X8 er også meget sjovere, fordi den er lille og handy og bliver leveret med Android styresystemet.

Men ellers er X8 en neddroslet og skrumpet udgave af Xperia X10. Du får en mindre touchskærm (3"), du får mindre kameraopløsning (3,2 megapixels) og du får en mindre pris - kun kr. 99 + abonnement his CallMe (mindstepris kr. 1781).

Ud over Call Me kan den bestilles hos 3 mobil og Telmore med abonnement, samt hos CDON uden abonnement. Prisen uden abonnement er her kr. 1659 eller på afbetaling kr. 51 pr. md.

29 september 2010

Valg af bredbånd

Da jeg selv skulle flytte for et års tid siden, var jeg stort set alle teleselskaberne igennem, for at finde en leverandør af ADSL bredbånd.

Det er lidt af en jungle at finde rundt i. De fleste leverer jo bredbånd via TDC's kobbernet her i Storkøbenhavn. Fullrate ejes af TDC, men kører helt selvstændigt og har helt andre vilkår og priser en TDC selv. TDC har jo så nogle ekstra ydelser som f.eks. TV-kanaler via kobbernettet, som Fullrate ikke har. Fullrate er dog ene om at tilbyde en 40 Mbit forbindelse - men der er så vidt vides, også kun få, som har så gode kobberkabler, at hastigheden kan leveres. TDC selv stopper ved de 20 Mbit.

Så er der YouSee, som jo også er ejet af TDC, men som ikke anvender kobber, men kun leverer til boligblokke med fast aftale og via coaxkabler. Det havde jeg ikke hørt om før, men så blev jeg da så meget klogere.

Telia, Telmore, og andre har aftaler med TDC om anvendelse af deres kobberkabler. Og kan lige som TDC selv "kun" levere op til 20 Mbit/s.

Perspektiv er den eneste kendte fibernet forbindelse i Storkøbenhavn og de tilbyder nu op til 50 Mbit.

Skyline benytter WiMax teknologien og leverer bredbåndsforbindelsen trådløst til husstanden, hvor der skal sættes en modtager antenne op. De skulle i løbet af 2010 dække hele landet.

Jeg fik forsket en del i de forskellige prisstrukturer og services. Og så endte det med, at der kun var én leverandør der kunne levere til området her alligevel.

26 september 2010

iPad bliver billigere

Som dagene går og der bliver solgt flere iPad's i Danmark, desto billigere bliver den.

Jeg har netop været på nettet og tjekket priser hos de forhandlere, hvor jeg selv overvejer at købe en iPad. Og de er sørme blevet billigere indenfor den sidste uge, og ikke så lidt endda.

Så kan man selvfølgelig overveje at vente endnu en uge, men sådan er det jo med al elektronik. Man kan vente til det udgår for at få det billigere, men så kommer man jo aldrig videre. Og kommer da ihvertfald ikke på forkant med teknologien.

Jeg vil gerne være på forkant, men jeg skal også have tid til at bruge grejet, når det så kommer i hus. Det er næsten det værste...det at få tid til at få det sat op, installeret software og komme igang med at bruge det seriøst.
Jeg har f.eks. for 14 dage siden fået en ny scanner hjem, som en tysk producent gerne vil have firmaet til at forhandle. Men det er svært at finde tid til, at teste den igennem og finde ud af, om den virkelig er værd at satse penge på.

Anyway. Her er ihvertfald en portal hvor du kan se de nyeste priser på Apple iPad.

25 september 2010

Samsung Galaxy Tab

Det har taget nogle år for Tablet-PC'erne at få fodfæste. De første af slagsen arbejdede jeg allerede med for 10-12 år siden.

Men de var måske for langsomme, for tunge og havde for lidt hukommelse. Ihvertfald havde de ikke indbygget modem til mobilt bredbånd.

Nu er de for alvor på vej på banen. Alle går og venter på den officielle introduktion af Apple iPad i Danmark. Nogle forhandlere er blevet så utålmodige, at de har startet parallelimport af den. Men det er vel strengt taget deres kunder, som er blevet utålmodige. De tog dem nok ikke hjem, med mindre der var kunder til dem.

Men nu kommer hybriden mellem en Tablet-PC og en smartphone fra Samsung. En innovativ løsning, hvor skærmen er stor nok til de fleste laptop-opgaver og den er lille nok til at have i en stor lomme. 7" touchskærm er det blevet til. Og med Android styresystem, adgang til internettet via både Turbo 3G og Wifi, kamera både til digital fotografering bagpå og videochat foran, samt mulighed for at telefonere, skal den nok blive en succes. Jeg glæder mig personligt selv til at få fat i et eksemplar af Samsung Galaxy Tab.

24 september 2010

iPhone 4 på lager

3 Mobil er den første af de store teleselskaber, som har fået så mange iPhone 4 på lager, så de nu har droppet køen, hvor man skulle være skrevet op.

Nu kan man langt om længe købe iPhone 4 direkte i 3's webshop og få den leveret i løbet af et par dage.
3 er også det billigste sted at købe en iPhone 4 med abonnement. Priserne er 1199 kroner + abonnement for 16 GB versionen og 1999 kroner + abonnement for 32 GB versionen.

Og hvis du har brug for at gå på 3G nettet, er 3 også det bedste sted at have sit abonnement, da de har den bedste 3G dækning og leverer den højeste hastighed.
Se oversigt over alle forhandlere af iPhone 4 på Elektronikportalen.

20 september 2010

Danske forhandlere af iPad

Danske forhandlere er åbenbart blevet utålmodige og har ikke kunnet vente på, at Apple ville lancere iPad officielt i Danmark.

Det har fået mange til at købe en iPad i udlandet på en ferierejse eller forretningsrejse. Andre har købt den i udenlandske webshops.

Nu har en række danske forhandlere imidlertid importeret iPad selv. Selv om den så leveres med engelsksproget styresystem indtil Apple officielt supporterer en dansk version, har det trods alt flere fordele at købe den hos en dansk forhandler. Når du køber en iPad online hos en dansk forhandler, har du dansk garanti, dansk support og 14 dages fuld returret. Så kan det da godt være at den er lidt dyrere end i USA eller England. Men tjek markedet, da der allerede er priskrig på iPad. Her kan du se hvor du kan købe den billigste iPad.

01 september 2010

Danmarks billigste bredbånd

Skyline er en af de nye spillere på markedet for ADSL bredbånd. Jeg ved ikke om de har vredet armen om på TDC, eller hvad de har gjort. I hvertfald ser det ud til at de kan tilbyde Danmarks billigste bredbåndsforbindelse på TDC's kobbernet.

Godt nok er deres pris på 119 kroner pr. måned kun for en 2 Mbit "husmoderforbindelse", men det er jo nok for mange private, som primært vil læse nyhederne, google lidt og betale regninger i Netbank.

Så vidt jeg ved, er der ikke andre leverandører af bredbånd, som kan slå den pris lige nu. Ellers ville der jo også være tale om falsk reklame på busserne og så var forbrugerombudsmanden vel efter dem med det samme. Han slår jo hårdt ned i disse dage. Adskillige teleselskaber får store bøder for reklamer eller hjemmesider med manglende oplysninger om f.eks. mindstepris i bindingsperioden. Så jeg må hellere skynde mig at skrive, at Skylines abonnement er uden binding, så mindsteprisen må jo være én måneds abonnement plus oprettelsesgebyret på 75 kroner.

09 august 2010

Gratis GPS navigation

De traditionelle producenter af GPS enheder får det svært i fremtiden. TomTom, Nüvi og Garmin har lidt af et problem.

For det første bliver flere og flere mobiltelefoner og smartphones udstyret med GPS-antenner og GPS kort fra samme leverandører, som TomTom og de andre får leveret kort fra. Og det er jo immervæk lidt nemmere, kun at skulle slæbe rundt på én mobil enhed. Og mobilen har man jo med sig hele tiden alligevel.

For det andet koster opdateringer af kort ganske meget og sker kun med lange mellemrum. Det gør jo at de kort man betaler opdateringer for, allerede er forældede i det øjeblik de bliver downloadet.
Nokia tilbyder gratis GPS-kort med mange smartphones, de såkaldte Ovi kort. Men ikke nok med det. Nokia giver også gratis opdateringer af Ovi-kort i hele mobilens levetid.

For det tredie tilbyder Google allerede løbende opdateringer af kortene i USA. D.v.s. at amerikanske Android mobiler automatisk bliver opdateret med ændringer af Google Maps til GPS-brug. Det findes (så vidt vides) ikke i Europa endnu, men det kommer vel lige om hjørnet.

30 juli 2010

Telia Open Night

Så oprandt den store nat. iPhone 4 blev frigivet i Danmark.

Den længe ventede, den hypede, den mest omtalte mobiltelefon siden sidste år (iphone 3GS) er endelig frigivet. Og der er selvfølgelig ikke nok til alle....lige som sidst....lige som hver gang Apple lancerer et produkt.

Telia valgte at gøre en event ud af lanceringen. Og det fik de megen presseomtale ud af og flere hundrede ventende i kø. Se videoen fra kl. 0:01 d. 30. juli 2010:


Er der mon andre, der lige som jeg, har en fornemmelse af, at Apple holder produktet tilbage med vilje. Ikke kan levere nok... med vilje. Det er måske en del af markedsføringen - en del af hypen. Og det ser ud til at virke. Hvis der ikke er nok til alle, er det jo endnu mere interessant at eje produktet.

Apple kender jo efterspørgslen måneder i forvejen, måske endda år i forvejen. De har jo tallene for efterspørgslen af iPhone 3, iPhone 3GS og iPad at estimere ud fra. Og hvilken traditionel virksomhed ville ikke indrette produktionskapaciteten efter efterspørgslen? Men nu ER Apple jo heller ikke en traditionel virksomhed. Her er der ikke noget, som bliver overladt til tilfældighederne. Vel heller ikke produktionskapaciteten?

Det er da det mest gennemtænkte koncept, at der nærmest ikke er dækning til efterspørgslen, før den næste model bliver lanceret. De danske forhandlere af iPhone 3GS har da ihvertfald jævnligt løbet tør.

Og så er man da også sikker på, ikke at brænde inde med gamle modeller, som ikke kan sælges. I modsætning til stort set alle andre mobilproducenter, som hele tiden må sænke prisen på modeller på vej ud af markedet, for at få renset ud.

Og hvem er det der tjener penge på mobiler / smartphones nu om dage? Apple og stort set ikke andre. Og så har de altså kun én model. Og den er stort set altid udsolgt! Imponerende markedsføring.

29 juli 2010

Nyheder om elektronik

På Elektronikportalen kan du få overblik over stort set alt indenfor elektronik og forhandleres tilbud på elektroniske produkter.

Kategorierne dækker lige nu over bl.a. mobiltelefoner, smartphones, laptops, mobilabonnementer, mobilt bredbånd, ADSL bredbånd og hårde hvidevarer.

Her finder du også en nyhedsoversigt med de sidste nyheder indenfor elektronik. Senest kan man læse, at Apple iPad nu kan købes i Danmark og at 3 Mobil netop har fået sat priser på iPhone 4 med abonnement.

Elektronikportalen er stedet, hvor du kan holde dig orienteret og købe produkterne billigst på nettet.

20 juli 2010

100 Mbit mobilt bredbånd

TDC har netop gennemført tests, som har sat ny hastighedsrekord for mobilt bredbånd.

Under test af deres nye 4G net, har TDC været over 100 Mbit/sekund og har kunnet downloade en fil på 1 GB på under 2 minutter. I teorien kunne de have nået 150 Mbit/s, men det anvendte modem kunne ikke klare mere end godt 100 Mbit.

Vi glæder os til at få hastigheden på tilbud til 299 kroner pr. måned med fri datatrafik, tak. P.t. kan TDC ikke levere mere end 5 Mbit på 3G netværket. Så det bliver noget af en omvæltning.

08 juni 2010

iPhone 4 lanceret

Så oprandt den store dag, hvor Apple lancerede den nye version af iPhone - nu iPhone 4. Ligesom han gør, den gode Steve Jobs, hver sommer når den nyeste teknologi indenfor mobiltelefoner, eller nærmere Smartphones lanceres. Til fryd for nørder og tech-journalister, som ikke kan nøjes med en mobil til at snakke i, og som jo absolut skal have den nyeste teknologi i hænderne, nærmest før den er opfundet.

Anyway, så ER det da spændende, hvad Steve har at præsentere, hver gang han går på scenen.

iPhone 4 har ifølge nogle medier allerede skuffet nogle. Dem som forventede at iPhone 4 var klar til at anvende 4G netværket. Men hvad i alverden skulle den det for. Der er stort set ingensteder i verden, hvor det er muligt at koble sig på et 4G netværk alligevel. De bliver først klar tidligst til næste sommer, og så kommer Steve på scenen igen op præsenterer iPhone 4GS. Der skal jo være noget nyt til næste sæson, ikke.

Bortset fra dette, så indeholder iPhone 4 en masse nyheder, som iPhone fans vil elske at prale med overfor deres omgivelser:
En ny skærmtype, Retina Display, som har en opløsning på hele 960x640 pixels på en 3,5" skærm. Svarende til 326 pixels pr. kvadrattomme - det er ny rekort. Desuden skulle kontrasten være hele 800:1, hvilket også er ny rekord for små displays. Det bliver spændende at se live, hvordan den afspiller video og viser billeder.
Der bliver også en ny version af styresystemet klar når den går på markedet, iOS4, som kan klare Multitasking. iOS4 vil også blive tilgængeligt til iPhone 3GS dog uden selve multitasking-funktionaliteten, da processorhastigheden ikke er høj nok. Men iOS4 skulle også omfatte mindst 100 andre nye funktioner.

Apple iPhone 4 skulle komme på lager hos danske forhandlere allerede i juli, så det bliver en varm sommer på mobilmarkedet.

02 juni 2010

Mobilt Bredbånd med flatrate abonnement

Man får flere og flere mobile gadgets, som kræver et abonnement på mobilt bredbånd med høj hastighed.

Det store problem er, at hvis man har en SmartPhone, en laptop med USB modem, og en Netbook med indbygget modem, skal man have et abonnement til dem hver. Jeg ved godt at man nu kan få 100 kroner rabat på samlerabat hos 3 Mobil, men jeg udnytter jo ikke datatrafikken til 10 GB på hver enhed. Så når en af dem når grænsen, sættes hastigheden ned på den enhed, mens en anden enhed måske kun har anvendt 2 GB. Der mangler mulighed for at have flere SIM-kort med samme nummer og med et flatrate abonnement.

Jeg havde en snak med en sælger fra 3 om det fornyligt. Han blev ved med at henvise til, at vi i Danmark har en "fair use" politik. Fair use? Hvad har det med fair use at gøre. Når masterne står der, er det jo bare med at få udnyttet kapaciteten. Det eneste de får ud af det, er at nogle ejere af SmartPhones går i koma, første gang de får regningen og helt lader være med at surfe.
Hvis de nogensinde skal tjene masterne hjem igen, så er det da med at få så mange som muligt til at gå online trådløst. Så slipper el-selskaberne også for at spilde elkundernes penge på at nedgrave kabler, som ingen gider bruge. Og TDC kan grave deres kobberkabler op og sælge dem til genbrug.

23 maj 2010

HTC Desire er blevet en legende

HTC Desire er ligesom HTC Legend blevet store successer for HTC. Der er stor efterspørgsel efter Smartphones genrelt og specielt med Google Android styresystemet. De fleste af HTC's smartphones er udstyret med netop Android.

HTC Desire har alt hvad man kan ønske sig af funktioner på en SmartPhone: 5 Megapixel kamera med geotagging, GPS med Google Maps, en stor skærm på hele 3,7 tommer, og ikke mindst en kraftig processor på 1 GHz.

HTC Desire har integration via widgets til Facebook, Flickr, Twitter og Youtube. Og da den kan kobles til internet via både Turbo3G og WiFi, kan man være på nettet overalt.

21 maj 2010

X10 Mini fra Sony Ericsson

Pressen er ved at falde over hinanden i disse dage, for at fortælle os alle, at SmartPhones er på vej til at bliv hverdagseje - alle konfirmanderne skal have SmartPhones, ser det ud til.

Men også for at introducere os for Sony Ericssons lille ny SmartPhone, X10 Mini, som er lige på trapperne. Den lægger en ny og lavere prisgrænse for hvad smarte mobiler skal koste i fremtiden. Prisen på SE X10 Mini bliver nemlig så lav som lige godt 2000 kroner uden abonnement. Og 3 Mobil tager allerede forudbestillinger på den og tager kun 1 krone + abonnement for den. Det giver en mindstepris i bindingsperioden på 2594 kroner, hvilket jo stort set svarer til hvad en almindelig snakkemobil koster.

Sony Ericsson forventer selvfølgelig stor succes med den, og vi andre glæder os til at blive moderne og få en smart mobiltelefon med touchskærm og det hele. Jeg har overgivet mig og har også bestilt én. Nu mest fordi min relativt nye Nokia 6600 slide har så forfærdelig en lyd, så jeg knapt kan høre hvad folk siger. Så nu bliver det altså ud med Nokia og ind med X10 Mini.

God pinse.

12 maj 2010

Panikkøb af Lenovo Thinkpad

Nu har jeg prøvet det før, men man bliver lige frustreret og panikagtig hver gang. Ens bærbare PC går ned eller bliver stjålet og man skal hurtigst muligt have skaffet en ny laptop. Hver time uden PC er spildt arbejdstid og man kan måske miste den vigtigste ordre eller besked i ens liv, fordi man ikke kan komme til at læse mail her og nu.

Jeg har prøvet det meste. Bærbare som bare går i sort, bærbare hvor harddisken går ned, at få stjålet en bærbar ud af vinduet på bilen...lige foran taxa'erne foran Rigshospitalet og ingen har set noget. I alle tilfælde skal man have skaffet en ny i en fart, og har ikke tid til at lave den store research efter den bedste, den billigste af de bedste og alt det andet man burde gøre. Det ender i et impulskøb, som man senere fortryder....eller ihvertfald kunne have gjort bedre.

Denne gang var jeg bedre rustet...troede jeg. Min trofaste DELL bærbare, som jeg egentlig brugte til at demonstrere tunge IT-løsninger på (den var også tung at bære rundt på), og havde parallelt med den der blev stjålet, var begyndt at skrante. Lyset i alle knapper og lamper var gået ud, den lød mærkeligt en gang imellem, og havde lidt svært ved at komme igang når den blev tændt. Jeg var begyndt mentalt at forberede mig på, at den skulle skiftes ud.

For nogle dage siden ville den pludselig ikke starte, da jeg satte den i docking-stationen. Jeg tager den ud af docking, tager batteriet ud, ryster den lidt og forsøger at starte den så uden docking. Det lykkedes efter en times tid at få liv i den igen.

Så var jeg færdig med mental forberedelse, nu skulle der først og fremmest back'es up og ledes efter en ny. Men da det var midt i en travl periode, gik der alligevel et par dage med det. Men jeg turde ikke slukke den igen, så jeg var ikke mobil, da den skulle være i en stikkontakt. Dens dvalefunktion virkede heller ikke.

Det jeg jo så alligevel ikke nåede at forberede, var jo researchen efter den bedste, billigste bærbare med den bedste service. Det endte så alligevel med en god handel, hvor jeg panikkøbte en Lenovo Thinkpad på kun 14". Jeg har meget længe ønsket at gå ned fra DELL'ens 17" til en med (næsten) Netbook størrelse. For ikke at tale om vægten.

Selv om det blev et panikkøb, og at jeg ikke havde forudbestemt mig for en Lenovo Thinkpad, er jeg nu alligevel glad for min nye 14", 1,5 kg lette og meget hurtige laptop. Den kører bare...og Dell'en er kommet op i reolen til de 3 andre laptops, som jeg har slidt op. Nænner ikke at smide dem ud. Det kunne jo være at man fik tid til at fixe dem en dag...not.

27 april 2010

Mobilejere gaar efter SmartPhones

Flere og flere vælger en SmartPhone, når de skifter mobilen ud. Det er ikke længere nok med en mobiltelefon, som man kun kan snakke i.



Nu er der for alvor kommet gang i salget af smarte mobiler, som man kan surfe på nettet med, se TV med, se videofilm på, optage videofilm i HD med, være i kontakt med sin Facebook profil med, høre musik på, og selvfølgelig benyttes som højkvalitets digital kamera.

HTC, iPhone, Nokia, Samsung og Sony Ericsson kæmper en hård kamp og markedet. Apple har taget en stor bid af kagen, men de andre lancerer masser af nye mobiler med flere og flere funktioner. Det er blevet det rene slaraffenland for mobilnørder, som vi måske alle er ved at blive.

21 april 2010

IT-sikkerhed afhængig af personalet

Igennem de sidste par år har vi set ganske mange tilfælde af tilfældig omgang med data. USB-nøgler, CD'er og DVD'er med data, bærbare computere o.s.v. bliver glemt, tabt og stjålet. Og senest en prototype på Apple iPhone 4, som blev glemt og stjålet på et værtshus.

Det er på en måde rart at se, at det ikke kun er offentligt myndigheder og små virksomheder, som har problemer med datasikkerhed. Selv et af verdens største kan komme ud for problemer, når den menneskelige faktor er indblandet.

Mennesker er uberegnelige og computere det samme, da de er programmeret af mennesker. Derfor sker der fejl. I det menneskelige tilfælde er der dog en ekstra usikkerhedsfaktor: alkohol. Apple's næste iPhone blev fundet på en bar, og ifølge historien på nettet, var softwareudvikleren fra Apple påvirket inden han forlod prototypen på iPhone 4. Det problem har vi dog (endnu ikke) med computerne. Men vi ved jo aldrig hvor menneskelige de computerstyrede robotter bliver i fremtiden...

Den stakkel software engineer er sikkert blevet både stegt, kogt og degraderet til kodekarl, men skaden er sket, og informationen er lækket til den nyhedshungrende skare på internettet. Tidligere var der trods alt lidt respit, lidt forsinkelse på, når et rygte eller en læk skulle spredes via de trykte medier. Google har sikret at vi nu taler om minutter. Denne blogpost vil helt sikkert være indekseret af Google indenfor højest 5 minutter og ligge på side 2 sådan cirka, når du søger på Google på "iPhone 4 prototype". Da der er så mange medier, som skriver om netop det emne for tiden, er det næsten for meget forlangt at komme indenfor de første 10 hits.

Anyway. Lad det være en lærestreg til alle. Der KAN ikke gøres nok for at sikre data, information, og produktnyheder, hvis det er vital information for virksomheden eller en offentlig myndighed. Data er offentligt tilgængelig på et splitsekund efter brud på sikkerheden. Og glem så ikke den menneskelige faktor og Murphys lov: Hvis konklusionen på en sikkerhedsanalyse viser, at der ikke er nogen risiko, kan du være SIKKER på at der netop er en risiko.

14 marts 2010

Til kamp mod iPhone

Apple's konkurrenter arbejder på højtryk for at finde formlen, der kan udkonkurrere iPhone 3GS.

Det er ikke verdens nemmeste opgave, fordi det ikke kun er selve mobilen, der skal overgås rent teknisk. Apple har har taget konkurrenterne med bukserne nede, mens de sov i timen.

Deres satsning på applikationer har båret frugt. 1000vis af programmører, professionelle såvel som amatører, har udviklet 1000vis af applikationer - apps til iPhone. Mange er gratis, mange er billige og nogle få koster så meget, at man lige skal tænke over, om man har brug for applikationen.

HTC, Nokia, Sony Ericsson og nu også Google arbejder på højttryk for at få opbygget et marked eller en shop med så mange applikationer, at de kan markedsføres som seriøse bud på alternativer til Apple.

04 marts 2010

HTC Legend

Så er HTC klar med afløseren for Hero modellen, nemlig HTC Legend som spås en endnu større succes. HTC Hero er den mobil der virkelig har fået udbredt kendskabet til Google Android.

HTC Legend er udført i helstøbt aluminium, som skulle være meget stødsikker. På mobilmessen i Barcelona for nyligt demonstrerede HTC dens holdbarhed, ved at kaste mobilen ind i væggen.

HTC Legend leveres med Android styresystemet med en overbygning fra HTC selv, som de kalder for HTC Sense. Fronten er kun udstyret med den nye 3,2" store AMOLED berøringsfølsomme skærm af den kapacitative type, hvor kun en let berøring med fingeren er nok til at få den til at reagere. Under skærmen finder du en optisk trackball til navigering. Det er næsten skandinavisk simpelt design.

Hos Call Me kan du forudbestille HTC Legend, som forventes på lager fra 24. marts.

15 februar 2010

HTC tester igen ny platform

HTC producerer mange populære mobiltelefoner og SmartPhones, men de har åbenbart lidt svært ved at finde ud af, hvilket ben de skal stå på, hvad angår styresystem og brugerinterface.

HTC har netop lanceret HTC Smart, som bliver leveret med et nyt brugerinterface, som HTC selv har udviklet og som de kalder HTC Sense. HTC skriver selv, at det skulle give brugeren ny funktionalitet og oplevelse ved brug af en Touch mobil.

HTC mobiltelefoner har tidligere været leveret med bl.a. Google Android og Windows Mobile styresystemerne, men til HTC Smart har de valgt at bruge Qualcomm's Brew Mobile Platform. HTC har selv modificeret denne Open Source platform, så det integrerer med HTC Sense.

Da HTC Smart først kommer til Europa til foråret, har jeg endnu ikke haft mulighed for at teste mobilen, men den bliver nok et spændende bekendtskab som sædvanligt.

05 februar 2010

Mini PC eller Netbook

Skal man nu kalde en lille laptop for en mini PC eller en Netbook. Der er lige så meget konfusion om benævnelsen, som når man snakker laptop kontra notebook kontra bærbar PC. Så for at få terminologien på plads herfra, så er en mini PC og en Netbook det samme.

En mini PC er nok til det meste når man er på farten og faktisk meget mere anvendelig end en stor og klodset laptop på 16-17 tommer.

Min store bærbare PC er efterhånden blevet til min stationære PC og min lille Dell Inspiron Mini 10 er den jeg tager med mig overalt. Den vejer ikke meget, så jeg har faktisk det problem, at jeg kan risikere at glemme den, da jeg ikke altid lægger mærke til om tasken er blevet tungere. Når jeg slæbte den store med, var jeg altid sikker på, om den var i tasken eller ej. Hvis den var for let, var det fordi jeg ikke havde puttet laptoppen i endnu.

Og så er mine medpassagerer på toget blevet meget nemmere at have med at gøre. Nu optager jeg ikke mere end halvdelen af bordet, når man sidder overfor hinanden på vej til Århus. Og takket være 3 så er man på internettet hele vejen, så nær som under Storebælt.

08 januar 2010

Oister sænker prisen på mobilt bredbånd

Priskrigen på mobilt bredbånd fortsætter.

Denne gang er det Oister der går forrest og sænker prisen på deres 2 Mbit forbindelse til kr. 159 pr. måned. Oister mobilt bredbånd kan fås med og uden 6 måneders binding. Den eneste forskel er, at du får et USB Modem til 1 krone ved binding, men skal betale 399 kroner uden binding.

De fleste kan vel leve med den samme leverandør i 6 måneder, når de nu alligevel er billigst og ser ud til at gå forrest med prissænkninger.